Testamente
Adopter
Frynseklinikken
Dyreværnets ABC
Indlever
Dyreklinik
Info om Dyreværnet
Hittedyr
Hundepension
Anmeld dyreværnssag
Bliv medlem
Kontakt
Enkelt
Red dyr
Adopter
Adopter
Indlever
Indlevering
TV
TV-serie
Adopt Step 1

Find dit drømmedyr

Adopt Step 2

Kom på besøg

Adopt Step 3

Udfyld ansøgning

Sjælland(43)
Hund(21)
Kat(6)
Kanin(8)
Marsvin(8)
Perle

Perle

Race: Beagle / mops-blanding
Alder: 1 år
Fra en større sag har vi fået overdraget søde Perle sammen med Luna samt et par hvalpe, der allerede har fundet nye hjem til.  For Perle har det været en gigantisk omvæltning at lande hos os. Vi tog i mod en meget usikker og forsigtig pige, der næsten ikke kunne rumme alt det nye, hun skulle forholde sig til. Hun er endnu ikke i stand til at gå helt almindelige gåture, så hun bliver båret ud i vores løbegård i trygge rammer, så hun kan gøre det hun skal. Ihærdigt og veludført arbejde fra vores dygtige personales side, så tænker vi ikke der går længe, før Perle er klar til sit måske livs første gåtur. Det giver næsten sig selv, at Perle ikke er en førstegangshund. Der kommer til at være et stort stykke arbejde, der skal lægges i Perle fra en meget kompetent hundeejer, der har mange års erfaring med at få bange hunde til at blomstre. Perle SKAL ud til en anden sød, harmonisk og velafbalanceret tæve eller kastreret han, der har nogenlunde samme alder og energiniveau (optimalt set en Beagle) og mennesker med forståelse for hendes forsigtige sind og det arbejde, der ligger forude. Dette er et ufravigeligt krav, for det vil være i samspil med den anden hund, at Perle primært kommer til at udvikle sig. Er man interesseret i at høre mere om Perle, så mød op i Dyreværnets åbningstid og få en snak med vores personale og hør mere om Perles baggrundshistorie.
Luna

Luna

Race: Beagle / mops-blanding
Alder: 4½ år
Fra en større sag, har vi fået overdraget søde Luna, der har været brugt som avlstæve i hjem. DET skal hun ikke længere. Nu skal hun ud og have verdens skønneste liv, uden at skulle tænke på moderrolle og hvalpe nogensinde igen. Mere info senere...
Argos

Argos

Race: Siberian Husky
Alder: 2½ år
Umådeligt smukke Argos er landet i vores varetægt, da han slet ikke trivedes i det lejlighedsmiljø, hans tidligere familie boede i. Familien måtte dertil også sande, de ikke kunne stimulere ham i den grad, han har brug for.  Dertil var han også alene hjemme længe nok til, at han kedede sig og havde tendens til at blive destruktiv. Han har på det seneste maks været alene i op til fire timer ad gangen. Så - alfa og omega - når det kommer til Argos' nye familie er: Tid og træning - og masser af det. Han har det kvikkeste hoved og han er skabt til at bruge det! Vi søger derfor efter raceerfarne ejere til Argos - så de ved, hvad de har med at gøre. Argos siger pænt nej tak til katte - de er udelukkende objekter, som skal jages, hvis du spørger ham! I forhold til fremmede mennesker vil han rigtig gerne hilse på dem og han er enormt ivrig, hopper op, slikker på dem og har generelt en meget legesyg adfærd. Men han kan godt finde ro, når der er gået noget tid.  Han har ikke været vant til børn, og eftersom han kan være ret overgearet i sine bevægelser, skal der ikke være små børn i kommende hjem. Er der børn - er det et krav, de er hundevante og ældre (altså teenagere og opefter). Hvad andre hunde angår: Han er VIRKELIG god til andre hunde, vil dem gerne - både hunner og hanner. Han vil lege med andre hunde uanset om de gør eller ej. Ikke så god til at aflæse andre hunde på den måde.  Eftersom Argos ikke reagerede godt på at bo i lejlighed, skal hans næste hjem være i hus og have - ideelt set i landlige omgivelser. Og er der en anden sød hund i hjemmet, som kan vise an og lære ham om det gode hundeliv og de gode hundemanerer, så vil det være rigtig godt. Vi ser frem til at høre tilbage fra raceerfarne familier, som har store træningsplaner for en aktiv og kvik hund som Argos! Sådan fungerer ansøgningsprocessen hos Dyreværnet
Ellie

Ellie

Race: Broholmer / Rottweiler
Alder: 3 år
Grundet familiære forhold er Ellie overdraget til Dyreværnet og vi har nu lovet tidligere ejer at finde verdens bedste og erfarne hjem til netop hende! En familie som kender til rottweilerracen. Ellie er en social, glad og imødekommende hund, som er meget kærlig når først hun kender folk. Vi oplevede i starten en usikker hund, men hun er begyndt at bløde op overfor det personale, der håndterer hende til daglig. Hun kan godt blive nervøs, når mænd hæver stemmen - uanset om det er overfor hende eller andre i rummet. I den ideelle verden vil det derfor være bedst, hvis Ellie kommer ud i et hjem kun bestående af en kvinde eller kvinder. Men er der en mand/mænd skal man være obs på hendes utryghed omkring mænd. Hun har også et beskyttergen og passer på sin familie. Derfor skal en kommende ejer have forståelse for hendes usikre side, og udelukkende bruge belønningsbaserede metoder, så hun kan få bygget sin selvtillid op. Muligvis er Ellie overbevist om, at hun i virkeligheden er en havfrue.. for noget af det bedste hun ved, er vand! Så tager du hende en tur med på stranden, så bliver hun ovenud lykkelig! Hun er Danmarksmester i at jagte katte og egern - så der skal naturligvis ikke være katte i hendes kommende hjem. Hun kan bo i lejlighed såvel som hus - bare hun får det træning og motion hun skal have. Ellie er super god til børn, har været vant til børn på 11 år og det gik rigtig fint - også når små børn var på besøg. Hun er super god til dem. Ellie er god og glad i sit møde med andre hunde - hun elsker at lege. Hun er dog ikke så glad for andre tæver - kan bedst med hanner. Hun vil formentlig elske, hvis der er en sød og neutraliseret han i sit nye hjem. Ellie mestrede at være alene hjemme i tidligere hjem. Hun har ikke gået til nogen form for træning - men ingen tvivl om, at hun vil ELSKE at blive brugt til en form for træning fremadrettet! Hun er nemlig super kvik og trænbar og hun er topmotiveret af både godbidder, ros og legetøj! Lyder Ellie som en hund, du kan se hjemme hos dig og lever du op til de krav, vi stiller i teksten? Så kom endelig på besøg i Rødovre og udfyld en ansøgning på hende! Ellie har pas. Sådan fungerer ansøgningsprocesen hos Dyreværnet
Balou

Balou

Race: Labrador & Puddel blanding
Alder: 1 år
Ændringer i tidligere ejers familiære situation betød desværre mindre tid og overskud til denne livlige og energiske fyr, der har taget os alle med storm. Han er bragende teenager og det betyder, at han kan have svært ved at geare ned, når han bliver præsenteret for for mange indtryk og forandringer. Han har derfor brug for en ejer, der kan tilbyde en fast base og faste rutiner hjemme, og et aktiv udeliv, hvor han kan blive præsenteret for de former for træning, han har flair for og ambitionsniveauet for træningen er høj. Han er fuldkommen eminent med næsen og ville elske at blive udfordret på den front i træningsregi. Han har fået pudlens umådeligt kloge hoved, så det er nødvendigt for hans trivsel og afbalancerethed, at han ikke "bare" er familiehund, men at der også er solide træningsplaner for ham. Han er enormt godbidsmotiveret, takket være labradoren i ham, og han er derfor vanvittigt træningsminded, når der er lækre belønninger i vente. Han har i tidligere hjem boet med store børn og har elsket dem. Han er dog ikke selv klar over, hvor stor han er, når han lige går i legemode, så helt små børn er ikke ideelt i hans kommende hjem. Han er stadig en stor hvalp, og han hamrende begejstret for andre hunde, der gider lege med ham. Han ville godt kunne bo med en anden glad og legesyg hund. Han har kunnet være hjemme alene hjemme i tidligere hjem, men stadigvæk ikke helt uden at gnave lidt i måtter og karme, så vi vil anbefale, at man starter forfra med træningen, og at der er rigtig god tid til det. Og så skal han naturligvis være godt stimuleret og aktiveret, inden man kan forvente at en ung, energisk fyr som Balou kan lades alene uden at kede sig. Balou har haft lidt udfordringer med ørerne, som han behandles for i højre øre nu, og man skal være forberedt på, at det kan være et tilbagevendende problem, som ny ejer skal tage sig af fremadrettet. Kan man tilbyde Balou den perfekte kombination af familie- og træningsliv, så skal man endelig ikke holde sig tilbage, for så er Balou drømmehunde. <3  Balou har gyldigt pas.
Marley

Marley

Race: Labrador-blanding
Alder: 1 år
Marley er en hvalp efter mor Mynte, som vi tilbage i juni sidste år fandt en fantastisk familie til. Der var lagt op til det helt store eventyr med et aktivt og oplevelsesrigt liv i landlige omgivelser, hvor Marley lige præcis var den brik i puslespillet, der manglede. I mange måneder var det også for alle parter drømmen, der blev udlevet, med den lille skønling i familien, men som Marley voksede og nærmede sig den kønsmodne lømmelalder, kom der ulykkeligvis skår i glæden. Marley udviklede en uheldig adfærd med at stresse op og bide, når han blev frustreret, fik for mange indtryk på én gang og på den måde blev overstimuleret. Han blev svær at aflede og da der samtidig var små børn i familien oven i hatten, så turde de ikke fortsætte samlivet med Marley. Derfor er det på mest triste baggrund, at vi er nødt til at finde en ny familie til Marley, som er meget erfarne og kyndige ud i at håndtere en sensitiv hund, hvor grænsen mellem korrekt og forkert aktivering/stimuli er utroligt hårfin. For lidt er ikke godt, og for meget er heller ikke godt, så med Marley skal der virkelig tænkes over, hvad han skal tilbydes, for at finde den for ham nødvendige balance. Han er en aktiv hund, men krøllen er, at han samtidig har brug for at lære ro, så mentale aktiviteter såsom Nosework og sportræning, der udfordrer hans hjerne er bedre end holdtræning og andre hektiske aktiviteter, der kører ham op i et leje, hvor han ikke kan finde ned igen. Marley kan ikke rumme at forholde sig til ret meget ad gangen. Han bliver urolig ved store åbne områder. Han stresser op i leg og på ture i hundeskov, hvilket han IKKE er klædt på til endnu. Hans nye ejer skal derfor kunne afkode Marley og hjælpe ham med til ikke at nå det tynde luftlag, hvor han ikke kan ”nås”. <3 Når alt ovenstående er sagt, så er det også vigtigt at pointere, at Marley jo OGSÅ verdens bedste, sødeste og kærligste dreng… når man kan tilbyde ham rammer, der imødekommer hans behov til punkt og prikke. Han er ikke egnet som førstegangshund, og vi ønsker ansøgere, der har erfaring med netop at finde den helt korrekte formel til en hund med Marleys personlighed, så man udvinder ALT det gode og fantastiske, han også indeholder, når han ikke stresser. Der er SÅ meget godt at hente i ham i den rette konstellation, det er vi ikke et sekund i tvivl om. Hans kommende hjem er roligt og børnefrit. Der kunne sagtens med fordel være en velafbalanceret, aktiv hund i forvejen (Han eller neutraliseret tæve), samt minimal alenetid, da han ikke er verdensmester i alene-disciplinen endnu, og her i vores varetægt er han super godt med andre hunde, han er blevet præsenteret for enkeltvis. Den rette hund i kommende hjem ville kunne være en god hjælp og støtte for Marley. Med Marley skal man være obs på genetisk dværgvækst (SD2) kan være en sandsynlighed. Dette er ej testet med gentest, da det forekommer rent kosmetisk. Hvis man ønsker flere informationer om Marley, så mød endelig op i Dyreværnets åbningstid og få en mere uddybende snak om denne lille prins. Marley har gyldigt pas.
Maki

Maki

Race: Pomeranian
Alder: 3½ år
Maki, en smuk lille Pomeranian importeret fra Serbien, der desværre har så ekstrem separationsangst, at tidligere familie ikke længere kunne få hverdagen til at hænge sammen, når man har en hund, der bliver fuldkommen panisk og tisser af angst, når han ikke kan se sine mennesker. Vi har derfor påtaget os opgaven at finde Makis helt perfekte match i henhold til denne udfordring, for vi ved, at der findes mange forskellige familiekonstellationer derude, hvor deres hunde er med overalt. Vi ønsker ansøgere, der har ejet spidshunde før, så man ved, hvad spidshunde kommer med af store personligheder og behov. Maki kan være en bestemt lille herre, og han leder efter et børnefrit hjem hos modne mennesker, hvor børn er et overstået kapitel. Maki er kastreret. Sådan fungerer ansøgningsproceduren hos Dyreværnet
Vinja

Vinja

Race: Stor blanding
Alder: 2 år
Naturligvis kan man ikke arbejde på en arbejdsplads som Dyreværnet uden at blive påvirket af de historier, som kommer med nogle af de dyr, vi redder. Og det må også siges at være gældende med sagen, hvorfra hun er kommet til os. For den dag midt i juni, da vores dyreambulance ankom med Vinja og hendes tre søstre, stod det hurtigt klart for os, at de her hunde ikke har haft et let eller kærligt liv. Tværtimod. Vi vidste derfor også med det samme, at vores dyrepassere og adfærdsrådgivere stod overfor et kæmpe arbejde.. som i første omgang handlede om at få opbygget en tillid til dem.. et lille skridt ad gangen. Blandingerne i hende er, efter hvad vi er blevet fortalt, udgjort af Broholmer, Labrador, Boxer & Rottweiler. Vores dyrepasser og adfærdsrådgiver fortæller om Vinja: Vinja ankom sammen med sine 3 søstre fra en rigtig grim sag, hvor de både har været isolerede (levet primært inde i et hus med en smule adgang til en løbegård) og de er blevet behandlet meget hårdhændet. Der lå og ligger stadig en lang proces foran Vinja og de det er ikke sikkert, at hun nogensinde bliver ligesom andre glade, tillidsfulde hunde, der har tiltro til mennesker og tør gå på opdagelse ude i verden. Vi har arbejdet intensivt med at vinde deres tillid og Vinja har siden sin ankomst til internatet gennemgået en enorm udvikling. Vi kan også konstatere, at Viola og Vanilla, de to hundesøstre, der allerede er blevet adopterede, har fortsat den gode udvikling og lever dejlige hundeliv hos hver deres nye familie. Vinja er stille og roligt blevet mere og mere kontaktsøgende på hendes egne præmisser. Det har taget os månedsvis at gøre hende nogenlunde tryg ved at have sele og snor på, og hun er nu nået dertil, hvor hun glæder sig til at komme ud og gå tur i det grønne. Hun er renlig her hos os, når hun har adgang til at blive lukket ud i gården jævnligt. Selvom hun er utryg ved mange ting, så har hun en indre styrke, som adskiller hende fra de andre søstre. Der ligger noget selvtillid gemt derinde, og hun er også den, der er mest forudsigelig i sine reaktioner. Hun er klog og på passer hun på dem, hun stoler på. Hun er stærk som en okse. Vinja er træningshunden af de 4 søstre. Hun eeeelsker at lære nyt, og er topmotiveret for at arbejde for godbidder. Hun byder selv ind med adfærd, fx løber hen og sætter forpoterne på vores bænk, eller dutter med sin snude på vores hænder, hvilket er små tricks, hun har lært. Vi er opstartet på klikkertræning, så hun kender kliklyden som markørsignal. Vinja giver kys til os hun kender og er meget glad for at blive nusset, når hun er i humør til det, og vil gerne ligge og flade ud ved siden af en. Når vi præsenterer nye ting eller områder, er hun umiddelbart nysgerrig og vil gerne undersøge det, men er samtidig usikker. Hendes første reaktion er at stå stille og observere – hun kan sagtens dukke sig forskrækket, men hun reagerer sjældent med flugt. Når hun så har mærket efter, hvad hun synes om situationen, går hun enten videre eller en stor bue udenom. Når hun er i omgivelser, hvor hun er tryg, så hopper hun rundt, leger og kaster rundt med bamser. At få nyt legetøj eller få lov til at vælge et nyt tøjdyr ud af en kæmpe bunke er bare det bedste i verden. Så skal der heller ikke herske nogen tvivl om, at Vinja er den mest vagtsomme søster og den med mest kant – en indbrudstyv vil ikke blive taget pænt imod af Vinja, og hun passer på sine kære. Hun har en vagtsom side omkring hegnet udtil (kan gø af fremmede forbipasserende). Vi søger nogle helt særlige familier, der har viden og erfaring omkring meget sårbare hunde og har masser af tid, ro, tålmodighed og empati og forståelse for, at det måske ikke Vinja, der nogensinde kommer til at ville gå lange ture, vær glad for at der kommer gæster osv. men kan tilbyde hende et trygt, roligt liv med masser af kærlighed og passende aktivering. Hun er en skøn, kærlig snude og hun kan bestemt også være legesyg og tonse rundt og kaste med bamser når hun er i humør til det. Vinja leder efter en familie (voksne mennesker, ingen børn) der har viden og forståelse ift. hvordan man kan hjælpe hende til at trin for trin blive tryg ved denne verden ting, uden at presse på, og er gode til at aflæse hunde. I rolige omgivelser uden anden hund, da hun ikke kan rumme andre hunde endnu. Meget gerne en familie med erfaring med mastiffer eller lignende store, vogtende racer. Man skal også være klar på, at der med Vinja skal der tages nogle nødvendige sikkerhedsmæssige hensyn, både ift. sele og snor, og der skal være adgang til en solidt indhegnet have. Vinja formidles som 'dyr i pleje' til en start mhp. permanent adoption og man må beregne flere besøg, inden hun kan flytte. Der medfølger adfærdstræningsplan.
Valentina

Valentina

Race: Stor blanding
Alder: 2 år
Det giver sig selv, at man ikke ikke arbejde på en arbejdsplads som Dyreværnet uden at blive påvirket af de historier, som kommer med nogle af de dyr, vi redder. Og det må også siges at være gældende med sagen, hvorfra Valentina er kommet til os. For den dag midt i juni, da vores dyreambulance ankom med Valentina og hendes tre søstre, stod det hurtigt klart for os, at de her hunde ikke har haft et let eller kærligt liv. Tværtimod. Vi vidste derfor også med det samme, at vores dyrepassere og adfærdsrådgivere stod overfor et kæmpe arbejde.. som i første omgang handlede om at få opbygget en tillid til dem.. et lille skridt ad gangen. Blandingerne i Valentina er, efter hvad vi er blevet fortalt, udgjort af Broholmer, Labrador, Boxer & Rottweiler. Vores dyrepasser og adfærdsrådgiver fortæller om Valentina: Valentina ankom sammen med sine 3 søstre fra en rigtig grim sag, hvor de både har været isolerede (levet primært inde i et hus med en smule adgang til en løbegård) og de er blevet behandlet meget hårdhændet. Der lå og ligger stadig en lang proces foran dem og de det er ikke sikkert, at de nogensinde bliver ligesom andre glade, tillidsfulde hunde, der har tiltro til mennesker og tør gå på opdagelse ude i verden. Vi har arbejdet intensivt med at vinde deres tillid og de har siden deres ankomst til internatet gennemgået en enorm udvikling. Vi kan også konstatere, at Viola og Vanilla, de to hundesøstre, der allerede er blevet adopterede, har fortsat den gode udvikling og lever dejlige hundeliv hos hver deres nye familie. Valentina er lige så forsigtigt blevet mere og mere kontaktsøgende på hendes egne præmisser. Det har taget os månedsvis at gøre hende nogenlunde tryg ved at have sele og snor på, og hun er nu nået dertil, hvor hun glæder sig til at komme ud og gå tur i det grønne. Hun er meget utryg ved trafik og går let i panik i de meget trafikerede omgivelser vi har i Rødovre, så et hjem længere ude på landet vil klart være godt for hende. Ligesom sine søstre, så er Valentina en sød, mild hund, der har en vagtsom side omkring hegnet ud til (kan gø af fremmede forbipasserende). Begge er renlige, hvis de har adgang til at blive lukket ud i en have. Valentina er puttehunden i søskendeflokken. Hun er også den mest bekymrede og hende, der har nogle store ar – både på krop og sjæl. Hun farer nemt sammen eller løber ind på sit værelse ved en høj lyd eller lidt for hurtig bevægelse, og det tager tid før hun er opsøgende og gerne vil nusses. Men, når man først har vundet hendes tillid, så kan hun putte sig tæt til en, give små kys og er rigtig glad for at blive aet. Når hun endelig ligger og flader ud i sin kurv og dutter til en med sin pote, for at få mere nus, så kan man jo ikke undgå at smelte helt. Hun er en meget forsigtig pige, men når hun er i humør til det, så kan hun også lege vildt og spurte afsted sammen med sin søster, hoppe rundt og jagte en bamse, eller slås for sjov. Når vi præsenterer nye ting eller områder, vil Valentina gerne undersøge det, men er samtidig bange, så hun strækker sig helt ud på tåspidserne for fx at snuse til noget nyt, indtil hun konstaterer om det er sikkert og tør stå lidt mere fast på poterne. Vi søger nogle helt særlige familier, der har viden og erfaring omkring meget sårbare hunde og har masser af tid, ro, tålmodighed og empati og forståelse for, at det måske ikke Valentina, der nogensinde kommer til at ville gå lange ture, vær glad for at der kommer gæster osv. men kan tilbyde hende et trygt, roligt liv med masser af kærlighed og passende aktivering. Hun er en skøn, kærlig snude og hun kan bestemt også være legesyg og tonse rundt og kaste med bamser når hun er i humør til det. Valentina leder efter en familie (voksne mennesker, ingen børn) der har viden og forståelse ift. hvordan man kan hjælpe hende til at trin for trin blive tryg ved denne verden ting, uden at presse på, og er gode til at aflæse hunde. I rolige omgivelser og evt. en familie med en anden glad, tryg, kastreret hanhund. Vi har introduceret Valentina for enkelte andre hunde, og hun er umiddelbart imødekommende, men usikker. Hendes søster Vanilla bor i en familie med en rolig hanhund, der er en fantastisk støtte for hende. Dette kunne vi også ønske for Valentina. Man skal også være klar på, at der med Valentina skal der tages nogle nødvendige sikkerhedsmæssige hensyn, både ift. sele og snor, og der skal være adgang til en solidt indhegnet have. Valentina formidles som 'dyr i pleje' til en start mhp. permanent adoption og man må beregne flere besøg, inden hun kan flytte. Der medfølger adfærdstræningsplan.
Tiger

Tiger

Race: Stockhåret Schæfer
Alder: 4 år
Tiger har virkelig mere end nogensinde brug for en stabil og raceerfaren ny ejer, så han kan få den mest fabelagtige tilværelse resten af sine dage. Han er naturligvis præget af at have haft en lidt omtumlet tilværelse og der vil også være ting, vi ikke ved om ham, da han er overdraget til os fra en dyreværnssag. Han kræver en stærk, kærlig og schæfer-erfaren ejer, der rummer stor forståelse for Tigers historik. Vores personale, der omgås Tiger til dagligt her hos os fortæller: Tiger er en VIRKELIG lækker schæfer, energisk på en fantastisk og brugbar måde, og han er SÅ træningsparat. Vi oplever, at han går pænt i snor og kan lidt basic ting, selvom tidligere ejer har meddelt, at han ikke kan gå i snor og springer ud efter forbikørende trafik. En ting står LYSENDE klart, når man har lært Tiger at kende, og det er, at han kan rigtig godt lide at få arbejdsopgaver - og ellers tager han selv initiativ til noget. Vi lader ham gerne bære noget på tur, da han ellers gerne vil hoppe op og hænge fast i lavthængende grene og har svært ved at slippe dem igen. Han kan ikke med andre hunde, i hvert fald ikke her på internatet og vi går en kæmpe bue udenom. Tidligere ejer har fortalt, at det har været meget få hunde, Tiger har accepteret, og han skal introduceres langsomt og over flere gange, såfremt der er andre hunde i kommende families omgangskreds. Han er nået sindssygt langt i sin udvikling her hos os. Han er samarbejdende og lærenem, og selvom han har let ved at stresse op, så har han nu bedre styr på, hvad han kan gøre i de situationer, der stresser ham. Kommer der f.eks. en larmende bil, så tjekker han ind hos os og får en godbid, i stedet for at fare ud. Han er meget mere tillidsfuld og har fundet ud af det her med, at vi har hans ryg i de situationer, der er svære for ham. Og så er der altså også en kærlig puttehund side, det har bare taget tid for ham at turde stole nok på os. Han har nogen emotionelle skrammer, men er allerede nået milevidt fra den voldsomt stressede Tiger, der ankom hos os. Han skal ud til nogen med erfaring med brugshunde, der kan aktivere ham på en passende måde og bor ude, hvor der er plads omkring dem, da han bestemt ikke trives i bymiljø. Han stresser max op over trafik og andre dyr. Hvis der er børn i hans kommende familie, så er det nødt til at være teenagere af den hundevante slags, da Tiger er en stor, stærk powerfuld hund, og det er ham, og ikke børn, der skal være i det fulde fokus i hans fremtidige hjem. Sådan fungerer ansøgningprocessen.
Buster

Buster

Race: Cocker Spaniel / Engelsk Springer Spaniel
Alder: 2 år
Buster er det dejligste og kærligste væsen, man kan forestille sig, men tidligere familie måtte erkende, at qua hans raceblanding, havde de ikke mulighed for at stimulere og aktivere ham nok og korrekt i henhold til hans behov.  De kontaktede derfor os med henblik på at finde en familie til skønneste Buster, hvor han kan få udlevet sit bragende jagtinstinkt, der indtil videre desværre er uforløst, og dermed få et "job" ved siden af familielivet (som han OGSÅ gerne vil have), så han for alvor kan opleve følelsen af at blive brugt til det, han er skabt til. Buster forekommer  stresset i et her og nu billede, og siger fra, knurrer og markerer, når han ikke er tryg. Han har brug for, der virkelig tages hånd om hans behov, og der er god tid til at skabe tillid samt for både ro hjemme og masser af Nosework/Sportræning ude. Selvom han elsker alle, så kan han ikke rumme en hverdag med småbørn omkring sig. Buster skal være i FULD fokus i sit kommende hjem.  Vi kommer derfor til at gå med ansøgere, der har Spaniel-erfaring og kan tilbyde det ekstra til Buster i fremtiden, som han har brug for, så alt hans indestængte energi kan bruges i spor- og jagt-regi. Han er yderst omgængelig i mødet med tæver, men det er ikke alle hanhunde, han accepterer. Hvis modparten kommer med en god attitude, så kommer man dog langt. Katte virker han nysgerrig på, men man skal ikke lade sig narre. Jagtinstinktet tager over! Buster har gyldigt pas.
Sirius

Sirius

Race: Rottweiler
Alder: 1 år 2 mdr.
Umådeligt smukke Sirius er blevet indleveret til dyreværnet som hittehund, og er sidenhen blev permanent overdraget til os med henblik på omplacering. Vi skal finde en erfaren Rottweiler-familie, der bruger 100% bløde, belønningsbaserede metoder, da Sirius desværre er blevet hårdhændet behandlet før og det skal han aldrig opleve igen. Til gengæld er han meget træningsminded, og elsker at arbejde for godbidder.   Han er dog tillidsfuld og man kan hurtigt vise ham, at man er venlig - og så får man en loyal hundeven for livet. Sirius er en drøncharmerende, kærlig ung snude, virkelig kvik og super trænbar. Han vil rigtig gerne samarbejde og lære nyt, og er glad for belønninger som godbidder, legetøj og nus, og han smelter fuldstændig over at få ros. Han er ydermere blevet introduceret til klikkertræning hos os og er bare på! Når man er en teenagerhund, så kan man hurtigt komme til at kede sig og finde på lidt ballade (som at hoppe op og nappe i snoren - ikke noget slemt, og han er nem at aflede) men han skal bruge sit kloge hoved. Han er glad for at få opgaver og undersøge nye ting sammen med sine mennesker. Sirius har en excellent snude og elsker små søgeopgaver. Han er ikke glad for hanhunde - overhovedet, og derfor kan han reagere voldsomt når han møder hanhunde. Men hvis man skaber lidt afstand, er han hurtig klar på at blive belønnet for ønsket adfærd. Han mangler en familie, der har forståelse for, at han kommer fra en lidt kaotisk baggrund, har erfaring med store brugshunde og kan give ham et aktivt liv sammen med sine mennesker. Da han godt kan stresse op over for meget uro skal evt. børn i kommende hjem skal være teenagere (også pga. hans størrelse).  Han ville godt kunne bo i et almindeligt villakvarter, men intens trafik kan godt stresse ham, så et roligt boligområde vil være at foretrække. Potentielle matches vil naturligvis komme til at blive informeret mere om den historik, Sirius har med i rygsækken. Man skal indstille sig på at skulle starte forfra med alt, og starte et helt nyt kapitel af den eventyrlige slags med Sirius. Det har han om nogen fortjent. 
Mateo

Mateo

Race: Mellem Blanding
Alder: 3½ år
Flotte Mateo har Dyreværnet fået overdraget fra en dyreværnssag, hvor antallet af hunde hos tidligere ejer skulle bringes lidt ned. Han har startet sit liv i Spanien, hvor tidligere ejer boede, inden Mateo kom med hjem til Danmark. Mateo er en usikker dreng, der ikke egner sig i et fuldtidsarbejdende hjem, og som har brug for et rolig og tålmodigt hjem, der langsomt kan køre ham ind i nye, dejlige, velkendte rutiner i hans eget tempo. Her hos os oplever vi Mateo således: Mateo er en sød, men meget usikker fyr.  Han har brug for et roligt, tålmodigt hjem der vil give ham den tid han har brug for. Når først han er tryg, vil han blive den sødeste puttehund, der flader ud i sofaen.  Han kan knurre lidt forsigtigt, når han føler sig presset, så man må være lydhør og give ham plads. Han er meget kærlig når han først er tryg ved en.  Elsker at gå tur, men man skal være opmærksom på, at han kan blive fristet til at løbe efter cykler eller biler der kører langsomt, men er man på forkant kan man aflede og give ham godbidder i stedet. Derudover er det tydeligt at han har en del træk fra border collien, og at han kan have tendens til at snappe ud, hvis man går for tæt på folk. Derfor skal hans kommende familie gerne bo i omgivelser med masser af plads. Ud til familie uden børn (børnebørn ok, hvis Matteo kan lukkes væk). Han er usikker på andre hunde, men han er blevet god til at tjekke ind og så går vi en stor bue udenom andre hunde pt., for at det ikke ender i en uhensigtsmæssig situation/reaktion. Der skal helt sikkert tillægges en del stress til hans adfærd, men det er vigtigt at man er forudseende som hundeejer og undgår situationer der kan ende ubehageligt for både ejer og Mateo.  Mateo er kastreret. Sådan fungerer ansøgningprocessen.
Brotus

Brotus

Race: Siberian Husky / Golden Retriever
Alder: 2 år
En flytning satte en stopper for samlivet med Brotus, der desværre ikke kunne komme med i ny bolig. Men nogen gange er intet så skidt, at det ikke er godt for noget, for i forbindelse med denne omplacering, skal Brotus' fremtidige liv lige opgraderes på nogle punkter, så han får de bedst tænkelige betingelser for et fyldestgørende og indholdsrigt liv. Brotus er en tryghedsbøf og opmærksomhedskrævende fyr, der ønsker at være kommende families eneste midtpunkt. Han er nemlig ikke super glad for andre dyr, hverken hunde eller katte, og hvis han skal have sig nogle hundevenner uden for hjemmet, så skal han introduceres langsomt over flere gange.  Til gengæld ELSKER han alle mennesker, både voksne og børn, og han ville godt kunne bo i en familie med store, selvkørende børn. Han er dog ikke en hund, som børn kommer til at kunne gå med.  I tidligere hjem har Brotus gået til forskellige former for træning, bl.a. lydigheds- og sportræning. Dette gik dog i stå, da tidligere ejere fik baby, og vi skal sikre, at det ikke sker igen i kommende hjem. FULD fokus på Brotus er hans nye motto! Han er nemlig ikke en fyr, man kan spise af med en kort gåtur eller en tur i haven. Han er en energisk fyr, der har brug for masser af stimuli. Ydermere så skal han ud til hus i det landlige. Han kan ikke rumme bylivet og mange mennesker på en gang. Man skal være indstillet på, at der skal startes forfra med alene hjemme træningen, da tidligere ejer har været på barsel, og han derfor ikke har prøvet at blive ladt alene så meget. Når det har været nødvendigt, har han haft en tendens til at destruere ting i hjemmet, men vi tænker lige så meget det handler om, at han skal være korrekt stimuleret inden. Han har et udpræget jagtinstinkt, og han har det svært med stort set alle andre dyr. Kan man tilbyde Brotus et træningsfyldt liv, hvor han ikke skal tage stilling til andre dyr, så er Brotus uden tvivl verdens dejligste hund, der vader lige ind i hjertet. Brotus' avler har kontakt med hele hvalpekuldet og deres ejere, og vil meget gerne have kontakt med Brotus' nye familie også. Sådan foregår adoptions- og ansøgningsprocessen
Hailey

Hailey

Race: Chihuahua-blanding
Alder: 9 uger
Bemærk: Man kan udelukkende ansøge om adoption af hvalpe via mail (læs mere nedenfor). Man møder først hvalpen ved et aftalt besøg, hvis man vurderes til at være det perfekte match. På forhånd tak fordi du læser hele teksten om Hailey, inden du potentielt kontakter os. For at komme i betragtning til adoption af hende, skal man maile os en ansøgning til følgende mailadresse: [email protected] Ansøgningen skal være så detaljeret og fyldestgørende som overhovedet muligt, så vi får et helt klart og tydeligt indblik i, hvad man har af hundeerfaring og hvad man kan tilbyde hende. (Meget gerne med billeder, men dette er naturligvis valgfrit). Har man en hanhund i forvejen, er det et krav, at han er kastreret, for at komme i betragtning til Hailey. Ansøgningen skal ligeledes indeholde følgende for at være gyldig og komme med i betragtning: - Fulde navn - Adresse / postnummer / by - Telefonnummer - Alder på alle i husstanden Ansøgningen skal være os i hænde senest lørdag d. 13. april kl. 12. Går man videre i ansøgnings- og udvælgelsesprocessen, skal alle i husstanden kunne møde op og møde hende efter aftale med henblik på overdragelse ONSDAG D. 17. APRIL  kl. 14 til møde med og overdragelse af Hailey Vi modtager ikke henvendelser angående Hailey pr. telefon, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre. Plejemor fortæller om Hailey: På trods af en lidt rodet og uklar start på livet, er Hailey ligesom en hvalp skal være. Hun er en meget kærlig, nysgerrig og tillidsfuld hvalp. En lille krudtugle, der får de vildeste zoomies, men som også hurtigt falder til ro. Hailey er glad for mennesker og andre hunde, men bliver overvældet af større hunde, hvor hun så straks søger tryghed hos sit menneske. Hun er en kvik hund, elsker godbidder og træning, leg, samt at køre i bil (i transportkasse). Hun knytter stærke bånd, især til én person, som hun følger og vil meget gerne være tæt, hun nyder at ligge på skødet og blive nusset. Dejlig lille hvalp, der vil have det bedst hos en enlig eller par, der har personlig erfaring med racen. Nogle der ikke arbejder fuldtid og som har god tid til alt, hvad en hvalp indebærer. Meget gerne ud til nogle med en anden venlig hund på samme størrelse. (Hvis hanhund, kræver vi at hanhunden er kastreret).
Mystique

Mystique

Race: Dansk / Svensk Gårdhund
Alder: 8 uger
Bemærk: Man kan udelukkende ansøge om adoption af hvalpe via mail (læs mere nedenfor). Man møder først hvalpen ved et aftalt besøg, hvis man vurderes til at være det perfekte match. På forhånd tak fordi du læser hele teksten om Mystique, inden du potentielt kontakter os. For at komme i betragtning til adoption af hende, skal man maile os en ansøgning til følgende mailadresse: [email protected] Ansøgningen skal være så detaljeret og fyldestgørende som muligt, så vi får et helt klart og tydeligt indblik i, hvad man har af hundeerfaring og hvad man kan tilbyde hende. (Meget gerne med billeder, men dette er naturligvis valgfrit). Har man en hanhund i forvejen, er det et krav, at han er kastreret, for at komme i betragtning til Mystique. Ansøgningen skal ligeledes indeholde følgende for at være gyldig og komme med i betragtning: - Fulde navn - Adresse / postnummer / by - Telefonnummer - Alder på alle i husstanden Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag d. 12. april kl. 15. Går man videre i ansøgnings- og udvælgelsesprocessen, skal alle i husstanden kunne møde op FREDAG D. 19. APRIL MELLEM 10 - 14:30 EFTER AFTALE til møde med og overdragelse af hvalpen. Vi modtager ikke henvendelser angående Mystique pr. telefon, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre. Plejemor beretter om Mystique: Mystique er en MEGET social og eventyrlysten lille dame. Hun stikker af fra hvalpegården jævnligt og hun elsker mennesker. Hun er fjollet og glad og logrer så kraftigt, at hun vælter. Hun elsker græs og natur og mange mennesker og larm.. og midt i vild leg, går hun i kurven og sover som en sten. Hun skal ud til børn og mennesker, der vil aktivere hende rigtig meget. Hun skal virkelig ud og bruge hovedet. ALT skal udforskes og gerne på egen hånd, så man skal have et vågent og opmærksomt øje på hende hele tiden.
Gry

Gry

Race: Dansk / Svensk Gårdhund
Alder: 8 uger
Bemærk: Man kan udelukkende ansøge om adoption af hvalpe via mail (læs mere nedenfor). Man møder først hvalpen ved et aftalt besøg, hvis man vurderes til at være det perfekte match. På forhånd tak fordi du læser hele teksten om Gry, inden du potentielt kontakter os. For at komme i betragtning til adoption af hende, skal man maile os en ansøgning til følgende mailadresse: [email protected] Ansøgningen skal være så detaljeret og fyldestgørende som muligt, så vi får et helt klart og tydeligt indblik i, hvad man har af hundeerfaring og hvad man kan tilbyde hende. (Meget gerne med billeder, men dette er naturligvis valgfrit). Har man en hanhund i forvejen, er det et krav, at han er kastreret, for at komme i betragtning til Gry. Ansøgningen skal ligeledes indeholde følgende for at være gyldig og komme med i betragtning: - Fulde navn - Adresse / postnummer / by - Telefonnummer - Alder på alle i husstanden Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag d. 12. april kl. 15. Går man videre i ansøgnings- og udvælgelsesprocessen, skal alle i husstanden kunne møde op FREDAG D. 19. APRIL MELLEM 10 - 14:30 EFTER AFTALE til møde med og overdragelse af hvalpen. Vi modtager ikke henvendelser angående Gry pr. telefon, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre. Plejemor beretter om Gry: Gry er en MEGET bestemt dame. Hun er helt sin egen, nysgerrig og VIRKELIG glad for mad og så er hun vildt modig. Hendes kommende familie skal 100% kende racen. Hun skal trænes og have masser af natur omkring sig. Hun bliver SÅ gal, hvis hendes søskende driller hende, men samtidig er hun sød og kærlig, og viser stor gensynsglæde. når man kommer hjem.
Wilson

Wilson

Race: Dansk / Svensk Gårdhund
Alder: 8 uger
Bemærk: Man kan udelukkende ansøge om adoption af hvalpe via mail (læs mere nedenfor). Man møder først hvalpen ved et aftalt besøg, hvis man vurderes til at være det perfekte match. På forhånd tak fordi du læser hele teksten om Wilson, inden du potentielt kontakter os. For at komme i betragtning til adoption af ham, skal man maile os en ansøgning til følgende mailadresse: [email protected] Ansøgningen skal være så detaljeret og fyldestgørende som muligt, så vi får et helt klart og tydeligt indblik i, hvad man har af hundeerfaring og hvad man kan tilbyde ham. (Meget gerne med billeder, men dette er naturligvis valgfrit). Har man en tæve i forvejen, er det et krav, at tæven er steriliseret, for at komme i betragtning til Wilson. Ansøgningen skal ligeledes indeholde følgende for at være gyldig og komme med i betragtning: - Fulde navn - Adresse / postnummer / by - Telefonnummer - Alder på alle i husstanden Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag d. 12. april kl. 15. Går man videre i ansøgnings- og udvælgelsesprocessen, skal alle i husstanden kunne møde op FREDAG D. 19. APRIL MELLEM 10 - 14:30 EFTER AFTALE til møde med og overdragelse af hvalpen. Vi modtager ikke henvendelser angående Wilson pr. telefon, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre. Plejemor beretter om Wilson: Wilson er en lille (“stor”) kampmaskine. Han kan klatre og hoppe og kravle og løbe STÆRKT.  Når han er vågen er ALLE VÅGNE og når han sover, så sover de andre også. Men han rummer også de bløde værdier. Han slapper helt af, når han bliver taget op og ELSKER at hygge og nusse. Hans kommende familie skal faktisk bare ELSKE ham, det kan både være med og uden børn, unge og ældre, han rummer ALLE.
Gili

Gili

Race: Dansk / Svensk Gårdhund
Alder: 8 uger
Bemærk: Man kan udelukkende ansøge om adoption af hvalpe via mail (læs mere nedenfor). Man møder først hvalpen ved et aftalt besøg, hvis man vurderes til at være det perfekte match. På forhånd tak fordi du læser hele teksten om Gili, inden du potentielt kontakter os. For at komme i betragtning til adoption af ham, skal man maile os en ansøgning til følgende mailadresse: [email protected] Ansøgningen skal være så detaljeret og fyldestgørende som muligt, så vi får et helt klart og tydeligt indblik i, hvad man har af hundeerfaring og hvad man kan tilbyde ham. (Meget gerne med billeder, men dette er naturligvis valgfrit). Har man en tæve i forvejen, er det et krav, at tæven er steriliseret, for at komme i betragtning til Gili. Ansøgningen skal ligeledes indeholde følgende for at være gyldig og komme med i betragtning: - Fulde navn - Adresse / postnummer / by - Telefonnummer - Alder på alle i husstanden Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag d. 12. april kl. 15. Går man videre i ansøgnings- og udvælgelsesprocessen, skal alle i husstanden kunne møde op FREDAG D. 19. APRIL MELLEM 10 - 14:30 EFTER AFTALE til møde med og overdragelse af hvalpen. Vi modtager ikke henvendelser angående Gili pr. telefon, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre. Plejemor beretter om Gili: Gili er en MEGET stor hund i en lille hunds krop. Der er ikke noget der stopper ham. Han har SÅ meget selvtillid, fordi han er én af de “store” drenge. Han tager gerne en udfordring fra en af sine søskende (eller mor) og han giver simpelthen ikke op. Han vinder ALTID på udholdenhed! Hans kommende familie skal kunne sætte grænser for ham og kendskab til racen er et must.
Gustav

Gustav

Race: Dansk / Svensk Gårdhund
Alder: 8 uger
Bemærk: Man kan udelukkende ansøge om adoption af hvalpe via mail (læs mere nedenfor). Man møder først hvalpen ved et aftalt besøg, hvis man vurderes til at være det perfekte match. På forhånd tak fordi du læser hele teksten om Gustav, inden du potentielt kontakter os. For at komme i betragtning til adoption af ham, skal man maile os en ansøgning til følgende mailadresse: [email protected] Ansøgningen skal være så detaljeret og fyldestgørende som muligt, så vi får et helt klart og tydeligt indblik i, hvad man har af hundeerfaring og hvad man kan tilbyde ham. (Meget gerne med billeder, men dette er naturligvis valgfrit).  Ansøgningen skal ligeledes indeholde følgende for at være gyldig og komme med i betragtning: - Fulde navn - Adresse / postnummer / by - Telefonnummer - Alder på alle i husstanden Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag d. 12. april kl. 15. Går man videre i ansøgnings- og udvælgelsesprocessen, skal alle i husstanden kunne møde op FREDAG D. 19. APRIL MELLEM 10 - 14:30 EFTER AFTALE til møde med og overdragelse af hvalpen. Vi modtager ikke henvendelser angående Gustav pr. telefon, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre. Plejemor beretter om Gustav: “Gustav”, er kuldets baby.  Han er så lille, men meget nysgerrig. Han er lidt tilbageholdende og opfordrer ikke til kamp eller ballade med sine søskende, da han udemærket godt ved, at han taber på fysikken,  Han skal passes på i et hjem, helst uden andre hunde og små børn.
Holger

Holger

Race: West Highland Terrier / Jack Russell / Papillon
Alder: 11 mdr.
Skønneste energibombe søger sit perfekte match. <3  Tidligere ejer måtte erkende, at Holger blev for stor en mundfuld i henhold til, hvad hun kunne tilbyde af hundeliv. Han udviklede sig til en alt for energisk og højaktiv dreng, der virkelig har brug for et hjem med indgående kendskab til racerne i hans blanding, for så ved man, man ikke kommer sovende til at holde ham beskæftiget og velaktiveret Holger er en glad hoppebold, der slet ikke ved, hvordan han skal komme af med al den energi, og han møder folk med stor entusiasme. Han søger også børn, men på en lidt usikker og hoppende facon, og vi vurderer, at børn i hans kommende hjem ikke er den ideelle konstellation, med mindre de er i den store, hundevante og selvstændige alder. Der er nødt til at være fuld fokus på Holgers behov, og det kræver at man har tiden til det. Han har indtil nu boet i lejlighed hvilket desværre ikke har fungeret, da Holger ikke har lært at være alene og græder højlydt, når han efterlades. Dette skal trænes helt forfra og det kan tage tid. I samarbejde med tidligere ejer er det derfor blevet aftalt, at han skal ud til hus i rolige omgivelser væk fra bylivet. Han trives ikke med en masse uro omkring sig. Holger er ufatteligt glad for andre hunde, og har man i forvejen en neutraliseret (OG yngre) tæve med samme energiniveau som Holger, så ville det være skønt, men ikke et krav. Det skal dog være en hund med krudt i, ellers er vi bange for at Holger bliver for overvældende for en hundemakker. Alt i alt er Holger bare en helt igennem vidunderlig stor hvalp, hvor der skal startes forfra med alt.  Vi ønsker udelukkende ansøgere, der allerede ejer eller har ejet Terriers før, og som kan fremlægge gode, solide træningsplaner for ham.   Han er hamrende god med næsen og har med garanti fremragende jagt-evner. Han glæder sig til et liv med masser af oplevelser, der er målrettet hans behov og evner.

  Du er vores dyrehelt  

Hjælp med at redde dyr
Anmeld dyreværnssag
Dyreværnets seneste nyheder
Er du vores nye praktikant?

Telefontid

44 94 66 95


Ring til os på alle hverdage mellem 9.30 - 12.00 (gælder ej helligdage + weekender)

Eller send os en mail:


[email protected]

Åbningstider

Mandag: Lukket
Tirs: 09.00 - 11.00
Ons, tors og fre: 15.00 - 17.00
Lør, søn og helligdage: 12.00 - 16.00
Lukket: 24., 25., 26., 31. dec. + 1. jan

Dyreværnet
Islevdalvej 85
2610 Rødovre

Betalings typer